Forberedelse til parafrase - januar 2014 (læst igennem sept 2021)



Valg af to billeder til en parafrase - januar 2014


Mit første valg er malet af Rune Christensen (f. 1980) er en ung autodidakt kunstner fra Danmark, hvis tegninger og malerier får mig til at stoppe op for at tænke "hvad var det?".


Maleriet er malet med akryl og posca-tusch på lærred.  Baggrunden er fyldt ud med en blågrøn farve, en slagskygge giver antydning af en smule dybde. 

Kompositionen er enkel som en trekant, der ikke kan væltes, sidder et umiddelbart velnæret barnet centreret med siden til beskueren. Barnets krop kaster en skygge på den blågrønne baggrundsfarve. En kontrast rød og gul sut ligger mellem barnets ben. Barnet er iført en blebuks med klare farver og ornamenter.


En sort elefanthue dækker ansigtet. Elefanthuer var moderne i min barndom. De skulle være grå og have en lille kasket indbygget. De var mest til drenge. Min bror havde en. Den her hue en af dem, man på film ser forbrydere gemme sig bag. En effektiv maske, når man ikke vil genkendes. Der er øjenkontakt. Åbne, udtryksløse og alligevel interesserede blå øjne. Barnet ser direkte på mig. Ud af huen vokser et gevir.  Hjorte har gevir ikke babyer. Hjortens gevir har en brudstyrke, der er seks til syv gange større end skelet knogler. Gevirets størrelse hænger sammen med produktionen af testosteron. 


Barnets blege hud er dækket af sorte tegninger og mønstre - tatoveringer. Ifølge tatoveringsloven er det forbudt at tatovere på personer, der ikke er fyldt 18 år. Tatoveringer har forskellige kulturelle funktioner, dels påføres de for at forskønne og fremhæve personlighed samt på godt og ondt signalerer et gruppetilhørsforhold. Disse tegninger ligner ikke umiddelbart traditionelle tatoveringer. 


Jeg lægger særligt mærke til tatoveringen øverst på venstre arm, den er centralt placeret og forestiller for mig at se et kranie, et timeglas og et tændt lys.  Symboler, der peger i retning af memento mori (husk, du skal dø), liv og død, himmel og jord samt tiden, der rinder bort. Lyset symboliserer ofte solen, paradis, evighed, livets kraft, glæde og fornyelse.


Jeg har ikke tilladelse til at bringe et foto af maleriet, men jeg lægger et link nederst på siden til pinterest, hvor du kan få en ide om maleriets udtryk.


Mit næste billedvalg hænger på Statens Museum for kunst. Det er guldaldermaleren Karel Dujardis maleri Dreng, der blæser sæbebobler. 


Igen et maleri med et barn placeret centralt i billedet. Han er lidt ældre og iklædt ensfarvet blåt tøj. Omkring ham svæver et rødt klæde. Han står oprejst og holder balancen på en kæmpe sæbeboble placeret i en gigantisk muslingeskal, der sejler i et uroligt farvand.  


I den ene hånd har han en pind, formentlig et pusterør. I den anden har han en muslingeskal, hvori jeg gætter, han har den sæbevand, der sammen med pusterøret danner de sæbebobler, der svæver i samme retning, som han ser.


Modsat Rune Christensens barn er dette barns ansigt synligt, og der er ikke øjenkontakt med beskueren. Han er helt opslugt af de bobler, der flyver væk. Han er i flow. De fine laseringer i olie får ham til at se levende ud. 


Ved billedet står følgende:


“Fartøjet er som et surrealistisk indslag i den ellers meget virkelighedstro skildring og røber motivet som en allegori, altså en billedlig oversættelse af et abstrakt begreb. Motivet er et memento mori (latin for "husk, du skal dø"), en allegori over lykkens omskiftelighed og menneskelivets korthed.”


Værket kobler to velkendte 1600-tals billedtyper, lykkens gudinde Fortuna, der ruller hen over bølgerne på en kugle, og Homo Bulla (est) "Mennesket er (kun) en boble", som viser et barn, der blæser sæbebobler


Nu skal jeg frit bearbejde de to billeder, gøre dem til mine. 

Gad vide, hvordan det ender.


Link:


Faktalink om tatoveringer https://faktalink.dk/titelliste/tatoveringer

Tatoverings lovgivning https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/695 

Kranies symbolik https://symbolleksikon.lex.dk/kranium

Timeglas symbolilk https://symbolleksikon.lex.dk/timeglas

Lys symbolik https://symbolleksikon.lex.dk/lys

Om gevir https://www.jaegerforbundet.dk/media/14160/stor-er-ikke-det-samme-som-gammel_jaeger-sept19.pdf

Flow https://www.blivklog.dk/hvad-er-flow/

Pinterest søgning Rune Christensen

https://i.pinimg.com/originals/85/21/77/85217771e1998815f178adb5892419e2.jpg

Populære opslag fra denne blog

små pause lege

Heksefeber

Papirler med og uden papir og ler